torsdag den 8. november 2012

Novra for Laura

I dag skulle jeg møde Laura for første gang. Den smukkeste lille mørkhårede pige på bare 3 uger lige præcis i dag.

Babyer er skønne, dufter dejligt og har de lækreste små gryntelyde, men vi har to børn i forvejen, og de er også skønne med deres helt egen duft, dog med en lidt anderledes lyd end da de var bare 3 uger gamle – lige som om de er lidt mere insisterende nu….

Mødet med den lille nye Laura fik mig til at tænke tilbage på min barsel med Alberte tilbage i 2009/2010 – jeg var så heldig at komme i den skønneste mødregruppe, og to af pigerne og deres familier ser jeg den dag i dag – ja faktisk var jeg så heldig at komme i mødregruppe med Lauras mor, Mette, tilbage i 2009.

Jeg føler den dag i dag, at vi står i evig gæld til Mette. Frank og jeg blev gift i august 2010, og besluttede helt fra start, at vi skulle holde en voksenfest, som ikke var for børn, heller ikke vores egne, som dengang var bare 3 og 1 år. Vi var dog noget på herrens mark, for hvem skal passe ens børn, når alle dem, man ville overlade dem til, er inviteret med til bryllup?

Jeg tog mod til mig og ca. 7 måneder før brylluppet, spurgte jeg Mette, om hun mon ville passe børnene – nu kendte hun jo Alberte fra vores hyggelige dage i mødregruppen, og Rasmus kunne hun jo komme til at kende :o)

Mette sagde minsandten ja – og selvom hun sagde, at jeg ikke behøvede være evig taknemmelig, ja, så er jeg det endnu. Synes det var så stort af hende og børnene var i de tryggeste hænder, imens vi nød vores livs dag sammen.

Så Mette, den her er til dig – TAK igen og igen og igen!

I dagens anledning havde jeg købt en lille fin Danefæ body til Laura, og så havde jeg syet min første patchwork bold af femkanter – I HÅNDEN! Synes den er blevet fin, men om den kan holde til at blive leget med – ja det vil tiden vise. Jeg fik inspiration til bolden henne hos Pralerier.

 

 

 




 

3 kommentarer:

  1. Hej Maria. Sikke en fin bold du har fået syet dig, det har du vidst klaret meget godt! Jeg er sikker på at den lille Laura nok skal komme til at blive glad for den :-) Det er skønt at være på barsel, jeg savner det allerede, selvom at det kun er et halv år siden at jeg selv startede på job igen. Du må have en skøn torsdag aften!! Fra Pia :-)

    SvarSlet
  2. Hej Maria.

    Sikke en fin bold:) Og dejligt med baby-besøg, de er bare skønne de små skabninger.

    Er ny læser af din blog - synes det ser rigtig fint og hyggeligt ud, alt det du giver dig i kast med.

    Du er velkommen til at kigge forbi hos mig.

    God aften,
    Sidsel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Sidsel - velkommen til og tak for din søde besked :-) Altid super dejligt med nye læsere - men det forpligter jo, så jeg må hellere snart komme igang med at skrive igen :-)
      Jeg vil straks gå ind og lure hos dig!
      Kh. Maria

      Slet