Viser opslag med etiketten tapet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tapet. Vis alle opslag

onsdag den 7. november 2012

Føler mig lidt heldig

I sidste uge tog vi alle fire en velfortjent fridag, og tog i Zoo. Alberte har næsten spurgt hver dag siden vores sommerferie, hvor vi ikke "nåede" det, og med noget der ligner fuldt bookede weekender, ja så måtte vi tage en hverdag til hjælp.

Efter lidt startvanskeligheder med en køresyg pige, der kastede op i bilen ca 800 meter fra Zoo, så havde vi en dejlig dag. Det var koldt, men solen var fremme det meste af tiden, og så var det faktisk temmelig skønt!

Vi havde ikke kamera med, så ingen billeder fra en dejlig dag - udover lige det her, hvor vi hygger med madpakker lige midt i solens stråler - dejligt!

Mens Frank og børnene er i tropehuset (lang historie, men der sætter jeg IKKE mine ben!) checker jeg min mail, og Susi Rydahl skriver, at jeg skal checke hendes blog.... Og se så lige!!! Jeg var vinderen af hendes seneste give away! Et gavekort til Illux på 500 kr. Super fedt, og jeg har bestilt en rulle Ferm Living tapet med robotter, så Rasmus kan få en ny sej væg.

Tak Susi :-)

 

tirsdag den 15. maj 2012

Fra vejkant til kaffestel

Vi har de sidste fire år (mens vi har boet i vores hus) haft en egetræsskænk ved vores spiseafdeling i stuen, og jeg har aldrig brudt mig om den. Den er i samme træsort som vores spisebord (smart!), men når spisebordet alligevel har voksdug på, af hensyn til mindstemenneskerne i huset, så er det ligegyldigt at tingene matchede.

Jeg ønskede mig et fint skab – til mine fine gamle kaffestel.

For halvanden uge siden er der storskrald i vores område, og hvad står der 500-800 meter fra vores hjem nede ved en offentlig vej? Et gammelt smukt (mahogni?) skab LIGE SOM JEG HAVDE ØNSKET MIG! Mens bilerne suser forbi, får vi ”smidt” skabet ind bag i bilen og kører MEGET langsomt det sidste stykke – bagsmækken kan jo ikke lukke!

Skabet var så fint, men den ene fod knækkede desværre, da vi satte skabet på jorden, men det har min kære mand allerede fikset!

Skabet blev slebet og malet (igen ham den kære mand), og jeg har givet det smukt tapet. Hvad synes I? Jeg elsker det! ELSKER!

Beklager den dårlige billedkvalitet - ødelagt iPhone...

tirsdag den 17. april 2012

Tapetleg

Min mand er begyndt at frygte lidt for sin bærbare pc, om den pludselig er blevet beklædt med et fint stykke tapet - eller måske instrumentbrættet i bilen? :-)

Indrømmet - jeg har for noget tid siden fået øjnene op for de mange skønne tapeter - specielt de meget retro/vintage af slagsen - and I love it!

Jeg er startet lidt i det små - med de populære skåle med bambuslåg fra SG, bord og stol på Albertes nyindrettede lillepige værelse, bogkasser, rammer og i den dur - og jeg HYGGER mig med det. Har sågar haft et par bestillinger på skålene - og min lillesøster ønsker sig en pimpet Ikea skammel, så mon ikke jeg snart får kigget lidt på sådan en? Jeg tror det :-)


Ved ikke rigtig, hvad den skal bruges til - men mon ikke jeg finder på noget? 

Lillesøster er lige flyttet i ny lejlighed, og tænkte at hun ville blive glad for lidt nyt til væggene - det blev hun!