søndag den 11. november 2012

Andemad

Som nogen var gjort mig opmærksom på op til flere gange, har jeg holdt pause fra bloggen lææææææænge, men er nu gudskelov igang igen :-)

Pausen fra bloggen betyder dog ikke, at jeg ikke har haft gang i nogen kreative sysler - tværtimod. Jeg fik for noget tid siden fat i Børnenes Idebog, fordi jeg var fuldstændig skudt i 70'ernes soveænder, så nu skulle det være.

Den første jeg syede var til min søsters lille Magne, men har lavet lidt ændringer undervejs, da jeg synes at næbet blev lidt dumt og tykt.

Så har jeg syet en i en byttehandel med nogle reoler til vores skur (haha) og så har børnene fået en hver. Den orange og lilla fik en lille ændring - den har fået arme, da den var til en lille størrelse, som skulle have lidt ekstra nusse muligheder :-)



torsdag den 8. november 2012

Novra for Laura

I dag skulle jeg møde Laura for første gang. Den smukkeste lille mørkhårede pige på bare 3 uger lige præcis i dag.

Babyer er skønne, dufter dejligt og har de lækreste små gryntelyde, men vi har to børn i forvejen, og de er også skønne med deres helt egen duft, dog med en lidt anderledes lyd end da de var bare 3 uger gamle – lige som om de er lidt mere insisterende nu….

Mødet med den lille nye Laura fik mig til at tænke tilbage på min barsel med Alberte tilbage i 2009/2010 – jeg var så heldig at komme i den skønneste mødregruppe, og to af pigerne og deres familier ser jeg den dag i dag – ja faktisk var jeg så heldig at komme i mødregruppe med Lauras mor, Mette, tilbage i 2009.

Jeg føler den dag i dag, at vi står i evig gæld til Mette. Frank og jeg blev gift i august 2010, og besluttede helt fra start, at vi skulle holde en voksenfest, som ikke var for børn, heller ikke vores egne, som dengang var bare 3 og 1 år. Vi var dog noget på herrens mark, for hvem skal passe ens børn, når alle dem, man ville overlade dem til, er inviteret med til bryllup?

Jeg tog mod til mig og ca. 7 måneder før brylluppet, spurgte jeg Mette, om hun mon ville passe børnene – nu kendte hun jo Alberte fra vores hyggelige dage i mødregruppen, og Rasmus kunne hun jo komme til at kende :o)

Mette sagde minsandten ja – og selvom hun sagde, at jeg ikke behøvede være evig taknemmelig, ja, så er jeg det endnu. Synes det var så stort af hende og børnene var i de tryggeste hænder, imens vi nød vores livs dag sammen.

Så Mette, den her er til dig – TAK igen og igen og igen!

I dagens anledning havde jeg købt en lille fin Danefæ body til Laura, og så havde jeg syet min første patchwork bold af femkanter – I HÅNDEN! Synes den er blevet fin, men om den kan holde til at blive leget med – ja det vil tiden vise. Jeg fik inspiration til bolden henne hos Pralerier.

 

 

 




 

onsdag den 7. november 2012

Føler mig lidt heldig

I sidste uge tog vi alle fire en velfortjent fridag, og tog i Zoo. Alberte har næsten spurgt hver dag siden vores sommerferie, hvor vi ikke "nåede" det, og med noget der ligner fuldt bookede weekender, ja så måtte vi tage en hverdag til hjælp.

Efter lidt startvanskeligheder med en køresyg pige, der kastede op i bilen ca 800 meter fra Zoo, så havde vi en dejlig dag. Det var koldt, men solen var fremme det meste af tiden, og så var det faktisk temmelig skønt!

Vi havde ikke kamera med, så ingen billeder fra en dejlig dag - udover lige det her, hvor vi hygger med madpakker lige midt i solens stråler - dejligt!

Mens Frank og børnene er i tropehuset (lang historie, men der sætter jeg IKKE mine ben!) checker jeg min mail, og Susi Rydahl skriver, at jeg skal checke hendes blog.... Og se så lige!!! Jeg var vinderen af hendes seneste give away! Et gavekort til Illux på 500 kr. Super fedt, og jeg har bestilt en rulle Ferm Living tapet med robotter, så Rasmus kan få en ny sej væg.

Tak Susi :-)

 

tirsdag den 6. november 2012

Se min kjole

For noget tid siden var jeg så heldig at vinde min første give away, som du kan læse om her. Den smukke kjole er endnu smukkere i virkeligheden, og den blev gemt til en ganske særlig lejlighed - min fætters smukke datters barnedåb, den lille Signe. Faktisk valgte jeg jo kjolen i str. 4 år, så hun kunne bruge den til næste år, men den passer hende perfekt allerede nu.

Alberte på 3 år er en bestemt lille dame, og det dér med billeder er altså, når det behager damen, så dette var, hvad der lykkedes at skyde fra kirkegården efter dåben :-)

Hvis du står og mangler en kjole til lillepigen af ekstraordinær lækker kvalitet, kan jeg kun give mine bedste anbefalinger til Eva, som er indehaver af Rarebird - hun er virkelig dygtig.

Udover et par skønne håndsyede futter fra And & Sø, havde jeg lavet en slange med navn (i nakken) samt et lille sætterhus til Signe. Synes huset blev så fint med billeder fra et par gamle Bambi bøger fra Disneys bogklub.

 

lørdag den 3. november 2012

Man kan altid lokke med et bål

Alberte og Rasmus nåede idag til et punkt, hvor de ingenting gad, og jeg holdt på at fjernsynet forblev slukket.... "Hvad skal vi laaaaaaaaaaaave - vi keder os....."

De gad ikke gå i haven og hjælpe deres far med evighedsprojektet - at feje blade op (det lyder da ellers super spændende, eller?!)

Men da sætningen lød "skal vi lave bål?", var de begge næsten i tøjet, inden jeg kunne nå at sige SKUMFIDUS! De har efterhånden luret, at det er RET hyggeligt, når vi alle fire samles foran bålet og varmen, og så er det jo altid spændende, hvad vi skal bruge bålet til, for det er ikke nok bare at kigge på det :-)


Idag blev det til skumfiduser og Mariekiks, og inden længe var vi alle fedtet godt ind, og Rasmus måtte som den første smide håndklædet i ringen, for det var altså for klistret og ulækkert!
På nul komma fem er det blevet mørkt, og vi kan nu kigge ud på gløderne nede bagest i haven.

Efteråret er nu ikke det værste vi har. God weekend!

(Beklager billedkvaliteten og størrelsen - iPhone er syg....)